Hvis man har en sød tand, så kan det være svært at lade lækre sager som kage være. Og sådan er det også for sangeren Ed Sheeran, der dog har lært en vigtig lektie.
Det er nemlig ikke lige gyldigt, hvor kagen kommer fra. Og det kan være bedre at lade være, hvis kagen for eksempel kommer fra en fan.
For selvom det virkede som en rigtig venlig gestus, da sangeren modtog en nybagt kage fra en af sine mange fans, så var det langt fra almindeligt bagværk.
- Jeg tænkte: Ej, hvor er det sødt at nogen giver mig en kage. Den vil jeg spise. Så fandt jeg klumpen, fortæller Ed Sheeran til The Sun.
Klumpen, som han refererer til, var en klump hår. Midt inde i kagen.
- Det var simpelthen blevet bagt ind i kagen, en stor tot hår. Og jeg fandt jo ud af det, fordi jeg var i gang med at spise den, siger han ifølge Now Magazine.
Nu er Ed Sheeran bange for, at den sindssyge fan vil prøve at møde ham.
- Jeg har lidt forventet, at hun ville prøve at følge efter mig og råbe "Jeg er indeni dig nu", sådan rigtig stalker-agtigt, siger han.