Brian Sandberg og 15 af hans kollegaer fra Hells Angels og støttegruppen AK81 måtte i dag indse, at der går lang tid, inden de kan nyde sommersol og grill på stranden.
Med Brian Sandberg i spidsen har alle 16 personer nemlig fået forlænget deres varetægtsfængsling med fire uger.
Det blev afgjort i Københavns Byret i dag, hvor politiet var mødt talstærkt op.
De 16 rockere eller rocker-relaterede personer er alle på forskellige måder sigtet for i alt fem drabsforsøg.
Alle retsmøderne mod de 16 tiltalte blev afholdt for lukkede døre.
"Der er blandt andet risiko for, at de sigtede via de personer, der er til stede, vil kunne skaffe sig alibier og samstemme forklaringer frem mod det videre retsforløb," sagde anklager Laura Birch ifølge Ritzau.
Alle 16 tiltalte nægter sig skyldige.