Samsung siger, at det helt indstiller produktionen af Galaxy Note 7 smarttelefoner, efter at selskabet tidligere har varslet, at alt salg af selskabets nyeste smarttelefon standses.
Beslutningen kommer efter mange eksempler på, at telefonens batteri brød i brand eller eksploderede. Et forsøg på at løse problemet ved at udskifte batterier har tilsyneladende slået fejl.
Smarttelefonen skulle have været et flagskib for koncernen. I stedet kan selskabet nu se frem til gigantiske økonomiske tab.
Samsungs aktiekurser faldt tirsdag otte procent. Først kom meddelelsen om, at selskabet standsede alt salg af smarttelefonen af sikkerhedsgrunde. Men senere blev det meddelt, at selskabet indstiller hele produktionen af det nyeste model.
Eftersom vores højeste prioritet er forbrugernes sikkerhed, så er vi kommet frem til en endelig beslutning om helt at standse produktionen af Galaxy Note 7, hedder det i en erklæring fra det sydkoreanske teknologiselskab.
Samsung er verdens største producent af smarttelefoner, og analytikere har advaret om, at krisen kan gøre uoprettelig skade på et marked, hvor tillid og loyalitet spiller en stor rolle.
Samsung-forhandlere verden over er stoppet med at sælge modellen. Det skete natten tirsdag dansk tid i blandt andet USA, Australien og Sydkorea.
Samsung er Sydkoreas største virksomhed.
Stoppet omfatter også udleveringen af de erstatningstelefoner, som kunder har fået, efter at det i første omgang kom frem, at telefonen kunne bryde i brand.
Umiddelbart efter lanceringen af Galaxy Note 7 i august tilbagekaldte Samsung omkring 2,5 millioner enheder på grund af batteriproblemer.
Senere viste det sig også, at de erstatningstelefoner, som Samsung udleverede i stedet, også kunne bryde i brand.
Det førte blandt andet til evakueringen af et passagerfly i USA i sidste uge.
/ritzau/AFP