I 1973 skrev Henrik Stangerup en skrækroman om en mand, der ville være ansvarlig, men ikke fik lov til det. Manden der ville være skyldig hed bogen, hvor hovedpersonen fik at vide, at skylden var afskaffet og alle mennesker derfor var patienter og klienter i staten. Mordere og tyveknægte fandtes ikke mere, kun mennesker, der skulle behandles af staten og gøres lykkelige. Stangerup beskrev mareridtet, når mennesker ikke tillægges en fri vilje.

Men selv de værste ideer har altid deres fodfæste et sted i virkeligheden. I Ole Birk Olesens nye bog Taberfabrikken beskrives blandt andet den ændrede mentalitet blandt socialrådgivere i Danmark. Frem til 1968 opfattede socialrådgivere klienter som mennesker, der kunne hjælpes til et bedre liv. De havde af forskellige grunde fejlet i deres liv, ikke været karakterfaste eller dygtige nok, og socialrådgiverens opgave var at hjælpe den enkelte til at klare sig bedre i samfundet. Ligesom lægen afhjælper smerte eller sygdom for at gøre patienten rask.

Holdningsskifte

Men efter 1968 bliver ideologien, at sociale problemer skyldes samfundet og den enkelte er offer for samfundets omstændigheder. Socialrådgiverens opgave bliver ikke at hjælpe den enkelte, men at ændre på samfundet. Og det forsøgte socialrådgivere som mange andre offentlige ansatte efter 1968. Det blev sagligt og rigtigt at lægge skylden på samfundet. Og forkert at bebrejde den enkelte. Birk Olesen dokumenterer dette holdningsskift med mange citater fra tidsskriftet Socialrådgiveren.

Ændringen er tankevækkende og viser idéers betydning. Skal borgeren opfattes som et individ med frihed og personligt ansvar eller som et offer og et produkt? Det sidste har været den dominerende ideologi siden 1968, og der har hele tiden meldt sig nye offer-kandidater. Først var det de arbejdsløse, så kvinderne og sidst indvandrerne.

Nedværdigende

Ole Birk Olesens tese i Taberfabrikken er, at offer-tænkningen skaber tabere. Borgere mister troen på sig selv, ved at ansvaret tages fra dem. Asocial adfærd opstår typisk, når individer gøres til viljeløse væsener. Og i konkurrencen om at udstille sig som offer er det næppe de genuint svage i Danmark, der vinder den dyst.

Det er nedværdigende at fratage mennesket ansvaret for eget liv. Det er umenneskeligt at få taget skylden fra sig, ja, det er faktisk ondt at reducere mennesket til at være en klavertangent, som samfundets strukturer spiller på. Og så opstår behovet for at gøre oprørske handlinger for at vise, at man trods alt har en selvstændighed.

Forkerte idéer har fatale konsekvenser. I dag oplever vi konsekvenserne af 68-tænkningen: Mennesker mister mod og vilje til at tage vare på eget liv, fordi det har man hørt på i 30 år. 900.000 i den arbejdsduelige alder forsørges i dag af det offentlige.

Vi er de skyldige

Stop sentimentaliseringen nu! Det er ikke mere samfundet skyld . Et frit og levende samfund er uskyldigt, fordi mulighederne er åbne. Det er os, borgerne, der er skyldige, når vi ikke lever op til vores ansvar og forpligtelser. Og når vi svigter og fejler. Og når mennesker mishandles, er der altid en mishandler, der er ansvarlig. Samfundet findes ikke som noget, der kan undskylde ugerninger.

Frihed frigør os fra at være ofre for alting og ansvarlige for alting. Den enkelte er ansvarlig for sit liv og sine nærmeste. Tillid til friheden er den kraft, der kan og skal bygges samfund og sammenhængskraft på. Ikke omvendt.