Politiet udvider anklagerne mod den 78-årige oldefar og 47-årige mand, som er varetægtsfængslet for pædofile overgreb mod børn.
Det bekræfter politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi over for Newspaq. Han vil dog ikke kommentere yderligere på de nye sigtelser.
De to mænds varetægtsfængsling udløber i dag, men politiets efterforskning er endnu ikke afsluttet, hvorfor de begæres varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
Som udgangspunkt blev fire personer anholdt i sagen, men to af dem blev løsladt i går, da betingelserne for at holde dem varetægtsfængslet ikke længere er til stede. De er fortsat sigtet i sagen.
Nordjyllands Politi kan ikke sætte en frist for, hvornår efterforskningen afsluttes.