Den længste eksisterende nonstop flyrute er indtil videre mellem Doha i Qatar og Auckland i New Zealand. Turen varer i alt 16 timer og 20 minutter. Og det kan være en hård omgang for kroppen og virke utiltalende for mange.
Derfor får du her nogle gode råd til, hvordan du klarer dig bedst igennem lange flyveture:
* Drik masser af vand: Den tørre luft i flyet resulterer i, at kroppen udtørrer, og jetlag bliver værre på længere flyvninger.
* Undgå koffein og alkohol: Medmindre du supplerer med vand, vil koffein og alkohol dehydrere kroppen.
* Klæd dig komfortabelt på: Det kan være koldt i flyet, så tag godt med tøj på.
* Bevæg dig: Når vi flyver, kan der være en øget risiko for at udvikle blodpropper, fordi blodet flyder for langsomt gennem årene. Gå rundt i kabinen, lav nogle benstræk og stå på tåspidser.
* Tilpas dig tidszonen: Tilpasning mindsker jetlag. Er det derfor morgen, når du lander, så sørg for at få sovet på turen. Er det aften, når du lander, så sørg for ikke at sove for meget på turen.
* Medbring en toilettaske: Det er altid godt at pakke nogle produkter som tandpasta og tandbørste, fugtighedscreme og hånddesinfektionsmiddel, der gør, at du føler dig frisk under og efter flyvningen.
Kilder: Momondo.
/ritzau/