Som en lille julegave til danskerne vedtog Folketinget i december, at der i finansloven for 2014 skulle skrues op for fradraget for folk i arbejde.
For de fleste danskere betyder gavmildheden et sted mellem 400 og 600 kroner ekstra udbetalt årligt, mens det for enlige forsørgere kan løbe helt op i 3000 kroner eller mere, skriver Politiken.
Men da de nye regler først var klar, da medarbejderne i Skat mere eller mindre var gået på juleferie, er de forhøjede fradrag langt fra en selvfølge på din forskudsopgørelse for i år.
Som skatteyder risikerer du derfor, at beskæftigelsesfradraget først kan mærkes fuldt ud, når året er mere eller mindre omme.
Det kan du dog selv forhindre, oplyser Skat til Politiken.
Logger du fra 1. februar ind på din skattemappe med dit NemID og trykker 'Godkend' til din forskudsopgørelse, bliver fradraget nemlig regnet ind med effekt fra måneden efter.
- Man behøver ikke selv at taste noget ind, man skal bare godkende forskudsopgørelsen. Fradraget ligger allerede nede i beregningsgrundlaget, siger underdirektør i Skat, Richard Hanlov, til Politiken.
Grunden til, at du må vente til den 1. februar med at sætte det forhøjede fradrag i kraft, er, at Skat først skal have gjort systemet klar efter finanslovens vedtagelse den 19. december.
Newspaq