Så meget fyrede Dronningen af i London

Dronningen og hendes følge havde spenderbukserne på til OL i London. Regningen for de 18 dages OL-strabadser løb op i 1,6 millioner kroner.
Foto: Polfoto, Claus Bo Christensen

Knapt er den olympiske ild slukket før regnskabet for de kongeliges deltagelse i De olympiske lege er gjort op.

Den samlede udgift for de 18 dage i den engelske hovedstad lyder på 1,6 millioner kroner, skriver Ekstra Bladet.

Det høje beløb dækker over massive brændstofudgifter og udgifter til den centrale kajplads ved West India Docks, skriver avisen.

'Ude godt, men hjemme bedst' lader til at være mantraet for dronning Margrethe og hendes følge, der til OL i London havde booket ophold på kongeskibet Dannebrog. Blandt andet kronprinsparret og prinsesse Benedikte var blandt de besøgende på kongeskibet.

Det kostede dyrt i både løntilskud til de 44 medrejsende ansatte, brændstofudgifter og kajplads. Særligt udgifterne til den gode kajplads er ikke blot en dråbe i vandet.

Udgifterne til kajpladsen udgør nemlig lidt over en million kroner i det samlede regnskab, hvor de danske skatteydere betaler for størstedelen af gildet.

Dog betalte kongehuset selv 415.500 kroner til kajpladsen.

Helt spildt er pengene dog ikke. De danske medaljetagere fik nemlig en sjælden mulighed for at slå vejen forbi kongeskibet, hvor de blev hyldet ved en reception med deltagelse af kongefamilien.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.