Først ville Skat anmelde sig selv, det blev efterfulgt af tøven, men nu er anmeldelsen tikket ind hos Københavns Politi.
Det oplyser TV 2 News.
Skat har anmeldt sig selv, fordi B.T. i går (torsdag, red.) kunne bringe oplysninger fra en sag, der vedrører Helle Thorning-Schmidts (S) private skattesager og dermed ikke burde se offentlighedens lys.
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er under mistanke for at have fået et for stort fradrag, der gav hende en skattefordel på over 100.000 kroner på fem år, som hun aldrig betalte tilbage, fordi sagen blev forældet.
Skat melder sagen til politiet, fordi oplysningerne højst sandsynligt er blevet lækket fra en person, der arbejder i Skat.