Rasmus Prehn har været socialdemokratisk folketingsmedlem siden 2005. Rasmus Prehn har været sit partis ordfører på blandt andet forsknings-, bolig- og kommunalområdet. I dag er han socialdemokraternes transportordfører. Udover transportområdet er han optaget af at styrke uddannelsesområdet, sikre ordentlig velfærd, mindre ulighed samt flere lærepladser og arbejdspladser. Endelig har han en helt særlig forkærlighed for Nordjylland, hvor han er valgt og bor med sin kone, tre børn og en Golden Retriever.
SKAL VI HAVE et solidarisk velfærdssamfund eller et egoistisk konkurrencesamfund? Det er den ideologiske essens af dette efterårs forhandlinger eller valgkamp for eller imod skattelettelser.
Statsminister Lars Løkke prøver at fortælle os, skattepolitik er et rent økonomisk spørgsmål. At det alene handler om, hvorvidt vi skal ”gøre kagen større eller mindre”. Det er det naturligvis også. Men det er ikke hele historien. Skattepolitik har stor indflydelse på de økonomiske muligheder i et samfund.
Men Løkke tager fejl, når han tror, skattelettelser hjælper meget i forhold til at gøre kagen større – altså øge væksten, produktiviteten, jobskabelsen og rigdommen i samfundet. Her viser erfaringen, at skattelettelser er et af de dårligste værktøjer at benytte. Hvorimod investeringer i infrastruktur, uddannelse og forskning er langt bedre. Effekten er betydelig større ved at investere i fremtiden, fremfor for at brænde pengene af på ferierejser, dyrere biler og ferierejser, som typisk er resultatet, når navnlig de rige lettes i skatten.
Skattepolitik er først og fremmest et spørgsmål om, hvilket fællesskab vi ønsker at indgå med hinanden. Anders Samuelsen er på en måde mere ærlig, når han taler om, at skattepolitik er et spørgsmål om værdikamp. For Samuelsen handler det om, at de rigeste skal have lov at blive endnu rigere. Han vil gøre op med janteloven, siger han. Vi skal kunne glædes over og hylde dem, der gør det godt.
DET GØR VI ifølge Samuelsen ved at lade de stærke bidrage mindre til fællesskabet. Her er jeg lodret uenig med Samuelsen. Jeg finder det urimeligt at påstå, at omfordelingspolitik er udtryk for jantelov og misundelse. Tværtimod er det udtryk for solidaritet og anerkendelse, når folk der tjener godt bidrager relativt mere til fælleskabet.
Jeg betaler selv topskat. Og jeg er altså stolt over at kunne bidrage ekstra. Jeg skriver ikke dette for at være selvfed, men fordi jeg ved, at vi er mange, der har det på den måde men holder mund, netop fordi de frygter at blive hængt ud som selvgode.
Jeg begejstres da også over, når vore atleter vinder guld i OL, VM eller andet. Og jeg er da også næsegrus af beundring, når dygtige iværksættere skaber virksomheder, der tjener gode penge og skaber nye job. At beskylde os, der går ind for fællesskab, solidaritet og omfordeling for at være jantelovens nidkære vogtere, der foragter mennesker med succes og vil holde alle nede i en farveløs intethed af apati og mangel på ambition, er ærlig talt utrolig groft.
JEG ØNSKER GERNE vinderne tillykke, jeg ansporer selv mine børn til at gøre deres yderste. Men jeg vil altså have lov at gå ind for solidaritet og fælleskab, uden at Samuelsen og LA skal beskylde mig for at være misundelig eller i mod andres succes. Hvad bilder de sig egentligt ind?
Et kæmpe flertal af vi danskere er imod skattelettelser. Det er vi, fordi vi ønsker et velfærdssamfund med lige muligheder for alle. Hvor ældre ikke tvinges til at være endnu længere på arbejdsmarkedet, selvom de allerede er ved at segne af udbrændthed og slid. Hvor unge mennesker tør tage en uddannelse uden at frygte voldsomme SU-besparelser og gigantlån. Og hvor den generelle velfærd i form af ældrepleje, folkeskole, vedligehold med meget mere ikke bare skæres, skæres og skæres.
Og selvfølgelig afholder skatterne os ikke fra at arbejde – eller for at arbejde mere og påtage os nye opgaver. Selv har jeg arbejdet som gymnasielærer ved siden af Folketinget, selvom pengene, jeg tjente ved dette ekstrajob, blev beskattet med topskat. For mig handlede det ikke først og fremmest om pengene men om at fastholde kontakten til omverdenen, til eleverne, til kollegaerne og at kunne gøre en forskel som underviser, hvilket jeg holder meget af. Jeg har startet egen kampagnevirksomhed sammen med en god kammerat uden at tænke det mindste på, at hver eneste krone, jeg vil få i udbytte, vil blive beskattet betragteligt.
JEG HAR GJORT det, fordi det er sjovt, udviklende og lærerigt. Fordi det er spændende at prøve mig selv af som iværksætter. Og fordi jeg gerne vil hjælpe min gode ven, der er grafiker, i gang inden for en svær branche. Jeg kunne ikke drømme om at lade mig stoppe, fordi jeg skal betale høj skat. Tværtimod synes jeg, det er skønt at kunne betale tilbage til det danske samfund, som gav mig en god lang uddannelse, selvom jeg bestemt ikke var nogen mønsterelev eller kommer fra et hjem med stor boglig tradition.
Jeg er evigt taknemmelig for det danske velfærdssamfund. Og jeg vil ikke bytte det bort for en ferierejse til Mauritius, hvor jeg kan sidde med lilla rødvindslæber og dyrke mit ego. Jeg er overbevist om, vi er rigtigt mange topskatteydere, der tænker på denne måde.
JEG BLIVER RASENDE, når typer som erhvervsmanden Asger Aamund udtaler, at nu kan det store flertal, der lever på overførselsindkomst, tvinge alle bidragyderne til at betale høj skat. Jamen hallo, har Aamund slet ikke fantasi eller empati til at forestille sig, at vi faktisk er mange bidragydere, der tænker på andre end os selv.
Og er det kun egentlige bidragydere, der vil score gevinsten af blå bloks og især LA’s forslag om massive skattelettelser? Nej, en ikke ubetydelig gruppe af mennesker, hvis eneste indsats er at have arvet en formue, kan score betydelige skattelettelser. Mange har aldrig ydet det store. Bare arvet pengene.
ALLIGEVEL SYNES blå blok, det er værd at lade den nedslidte jord- og betonarbejder knokle endnu længere, lade pigen fra det ufaglærte hjem opgive sin uddannelse og generelt spare på velfærden, fordi folk fra den mest privilegerede klasse skal have mere. Argumenterer vi andre imod, beskyldes vi for at hylde janteloven.
Der er i den grad brug for værdikamp. En kamp for solidaritet, fællesskab og ordentlig fordelingspolitik. Hvor vi tænker på andre end os selv. Skal kampen lykkes, kræver det, at vi er nogen, der tør fortælle vores egen historie. Liberalisterne skal ikke have lov at fortælle historien om, at de mange på overførelsesindkomst tvinger alle vellønnede til at betale gildet.
For sådan er virkeligheden jo slet ikke.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.