Naser Khaders øgede støtte til Anders Fogh Rasmussen i kampen om at blive landets kommende statsminister skaber forvirring og frustration i den socialdemokratiske lejr.
Naser Khader har over for flere medier givet udtryk for, at han ikke længere vil kræve regeringens afgang efter et valg.
I stedet er han parat til at forhandle direkte med Anders Fogh Rasmussen på valgnatten og støtte VK-regeringen mod kontante indrømmelser på en række centrale områder.
- Det er en dybt forvirrende udmelding fra Naser Khader, og hvis det er rigtigt, at han direkte peger på Ander Fogh Rasmussen som statsminister, er der tale om et brud på tidligere valgløfter, siger Henrik Saas Larsen, politisk ordfører hos Socialdemokraterne.
Henrik Sass Larsen mener, at Ny Alliance kan få gennemført mere af deres politik sammen med Socialdemokraterne og mener ligefrem, at Naser Khader risikerer at holde Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard ved magten med sin flirten med de borgerlige.
- Når Naser Khader peger på Anders Fogh Rasmussen som kommende statsminister, er han reelt med til at holde Pia Kjærsgaard ved magten. Det giver ingen mening, når man tænker på, at Ny Alliance i sin tid blev stiftet med det formål at bryde med netop Dansk Folkeparti, siger Henrik Sass Larsen.