Rygelokaler og rygekabiner er helt utilstrækkelige, når det gælder om at sikre et røgfrit miljø på arbejdspladsen.
Det mener Lungeforeningen, efter at en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen har vist, at 13,5 procent af danskerne sidder i røg hele eller dele af deres arbejdsdag.
- Det viser, at rygeloven ikke er stram nok. Problemet er, at der er undtagelser i loven. Blandt andet må man ryge på enkeltmandskontorer og i rygekabiner, men man kan ikke forhindre, at røgen slipper ud til andre, og generer dem, som går forbi ude i gangarealerne, siger kommunikatinskonsulent i Lungeforeningen Morten Linnemann.
Anmeld lovbruddet
Hvor mange af de røgplagede ansatte, der lider, fordi kolleger ryger på enkeltmandskontorer eller i rygekabiner, findes der ikke tal på. Men ifølge den nye rapport arbejder 14 procent af danskerne på arbejdspladser, hvor der slet ikke er indført rygeregler. Det er ellers et krav i rygeloven, som trådte i kraft 15. august i fjor.
- Vi vil gerne have et totalt rygeforbud indendørs på arbejdspladser. Så er vi ude over dette her problem, siger Morten Linnemann.
Er man selv offer for passiv rygning på jobbet, er der ifølge Hans Storm, overlæge og forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, kun én ting at gøre.
- Man skal melde det til Arbejdstilsynet, så der kommer kontrol af virksomheden, og man kan få forhold, der sikrer, at man ikke bliver syg på arbejdet, siger han.