Det har været den helt store historie i Uruguay, hvor debatten om det nye lovforslag har raset i ugevis.
Men i nat blev det vedtaget: Hash bliver nu lovligt både at dyrke, ryge og sælge i landet, hvis blot man indordner sig under statslig kontrol. Uruguay bliver dermed det første land i verden, der fuldt ud legaliserer hash. Det euforiserende stof vil fremover kunne købes på apotekerne, dog højest 40 gram per person hver måned.
Forhåbningen er, at lovliggørelsen vil sætte en stoppe for blodige kampe mellem rivaliserende narkobander, der hærger store dele af Sydamerika.
Trods de gode intentioner er to tredjedele af indbyggerne modstandere af legaliseringen.
Præsidenten, der står bag forslaget, siger, at han er modstander af hashrygningen, og at han aldrig selv har prøvet det.