Én person har natten til søndag mistet livet, efter at en nedfalden drone stak ild til et olieraffinaderi i den russiske by Slavjansk, som ligger i regionen Krasnodar.
Sådan lyder det fra de regionale beredskabsmyndigheder på beskedtjenesten Telegram.
Ifølge de regionale beredskabsmyndigheder i Krasnodar var der tale om et større ukrainsk droneangreb mod Slavjansk.
- Dronerne blev uskadeliggjort, men en brand brød ud som følge af, at en af enhederne faldt ned, lyder det fra myndighederne.
Slavjansk ligger knap to timers kørsel fra Kertsjbroen, som forbinder russisk fastland med den ukrainske halvø Krim, som for ti år siden blev erobret og annekteret af Rusland.
Krim har spillet en stor rolle i Ruslands invasion af Ukraine. Halvøen har været en af Ruslands mest effektive måder at få militært materiel og mandskab ind på ukrainsk fastland.
Rusland har gentagne gange beskyldt Ukraine for at forsøge at sabotere det igangværende russiske præsidentvalg med "terroraktiviteter".
Borgmesteren for Ruslands hovedstad, Moskva, Sergej Sobjanin, skriver desuden natten til søndag, at adskillige droner med kurs mod Moskva er blevet afværget af russisk luftværn uden for hovedstaden.
To blev skudt ned over Domodedovo, som ligger godt 30 kilometer syd for det centrale Moskva.
En blev skudt ned over Ramenskijdistriktet, som ligger øst for Domodedovo, og yderligere en blev skudt ned over Stupinskijdistriktet, som ligger syd for Domodedovo.
På tværs af samtlige russiske regioner er i alt 35 droner blevet uskadeliggjort i løbet af natten, lyder det søndag morgen fra føderale russiske styrelser.
Ifølge Sobjanin er der sket materiel skade, men ingen personer skulle være kommet noget til.
12 raketter fra Ukraine er desuden blevet afværget af luftværn, lyder det fra landets forsvarsminsterium. Det drejer sig om ni RM-70-raketter og tre BM-27-raketter.
Nyhedsbureauet Tass, som er ejet og drevet af den russiske stat, kunne tidligere på natten berette om, at en ansat var kommet til skade i forbindelse med branden på raffinaderiet i Slavjansk.
Det står umiddelbart ikke klart, om det er den person, som ifølge myndighederne har mistet livet.
Rusland står midt i dets præsidentvalg.
Valgstederne åbnede fredag morgen lokal tid i landets allerøstligste egne. De sidste valgsteder lukker i Ruslands vestligste region, Kaliningrad, søndag aften lokal tid.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters