Det er helt urealistisk at tro, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, vil trække sine styrker ud af de syriske byer og vente på, at oppositionen også trækker sine bevæbnede mænd ud.
Det siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der kalder det "naivt" af Vesten og en række arabiske lande.
At kræve, at Assad foretager en ensidig tilbagetrækning, er det samme som at kræve, at han kapitulerer over for de kræfter, der kæmper imod hans regime.
Og det er et krav, udlandet ikke har ret til at stille, mener Lavrov.
- Når vores partnere siger, at regeringen må stoppe kamphandlingerne først og trække alle sine soldater og våben ud af byerne, og at oppositionen først derefter kan gøre det samme, så er det et helt utænkeligt scenarie, siger Lavrov.
- Enten er folk naive, eller også er det en form for provokation, tilføjer han.
Lavrov, der talte til studerende ved Moskvas statslige institut for internationale relationer, understreger, at Rusland ikke forsøger at støtte Assad eller hans regime, men baserer sin politik over for Syrien ud fra, hvordan situationen på landjorden ser ud.
- Uanset hvilket syn man har på det syriske regime, er det helt urealistisk i den nuværende situation - når der er kampe i byerne - at sige, at den eneste udvej er ensidig kapitulation fra en af de stridende parter, siger udenrigsministeren.
/ritzau/AFP