De sure, gamle mænd. Sådan betegnes de tre jyske knægte Morten Bisgaard, Karl Kaas og Lars Alminde for sjov i udlandet.
Ikke fordi de tre studerende på Aalborg Universitet er gamle – sygesikringsbeviset siger 26, 27 og 28 år – men fordi de i en meget ung alder har opnået stor erfaring og viden inden for satellitbygning og robot-teknik i verdensklasse.
»Da vi for et par år siden deltog i konkurrencer med jævnaldrende fra udlandet, gik det op for os, at vi kunne noget ekstra. Der blev lagt mærke til os,« husker Lars Alminde, ph.d.-studerende.
Satellit fra Rusland
I 2003 kunne de tre jyske universitetsstuderende således sende en satellit, placeret på et gammelt atommissil (uden sprænghoved), af sted fra Rusland.
Fra rummet kunne et kamera placeret på satellitten følge algevæksten i de danske farvande. Herfra er det gået slag i slag.
Trekløveret fra Aalborg har bygget robotter til ukrudtsbekæmpelse i landbruget og lavet helikoptere, som kan hjælpe med at finde sprængfarlige miner.
Bud fra hele verden
I dag er der bud efter drengene i hele verden. De har været i Brasilien flere gange for at hjælpe landets rumfartsagentur med at lave satellitter til at overvåge ulovlig fældning af regnskoven. Via deres hjemmeside har de også hjulpet universiteter i Egypten, Holland og USA.
Deres lynkarriere takker de i dag Aalborg Universitet for.
»Vi er fra starten af vores uddannelse blevet tvunget til at arbejde med kompliceret problemløsning i grupper. Det kan vi nu bruge i vores arbejde med rumforskning, hvor mange faggrupper arbejder sammen på tværs af faggrænser,« siger Lars Alminde.
Gamle sure mænd
Det internationale ry som gamle, sure mænd har Lars Alminde og hans to venner taget til sig.
I september lancerer de firmaet GOM-space opkaldt efter forbogstaverne i det engelske udtryk grumpy old men (gnavne gamle mænd, red.).