Cristiano Ronaldo er glad igen, og Real Madrid-stjernen jublede som i gamle dage efter sit sejrsmål til 3-2 i overtiden mod Manchester City.
Opgøret mellem Real Madrid og Manchester City var på forhånd anset for at være premiererundens største kamp i Champions League. Og det endte også med at blive det brag af en kamp, man havde håbet på.
Kampen bølgede frem og tilbage med fem mål i de sidste 20 minutter, hvor City var foran to gange, men endte med at tabe.
Resultatet kom på et godt tidspunkt for Real Madrid, som hungrede efter en succesoplevelse og på forhånd havde krævet en sejr hjemme over de engelske mestre.
Ronaldo blev matchvinder med et drilsk skud i overtiden, som City-keeper Joe Hart ikke kunne nå ned til.
Forinden havde den indskiftede City-angriber Edin Dzeko bragt udeholdet foran 20 minutter før tid, da bosnieren køligt udnyttede en fornem pasning fra Yaya Touré.
Real Madrid-backen Marcelo udlignede, da brasilianeren syv minutter senere med et smukt langskud udlignede til 1-1.
Dernæst fulgte scoringer fra først Citys Aleksandar Kolarov og dernæst Real Madrid-angriberen Karim Benzema, inden Ronaldo afgjorde kampen.
Ronaldo begyndte kampen som lyn og torden og havde flere kvalificerede afslutninger i de første 20 minutter, inden portugiseren gik ned i kadence.
Ronaldo skulle nok have scoret på den første af sine chancer efter blot otte minutter, men Joe Hart i City-målet fik reddet til hjørne.
Argentineren Angel Di Maria på den modsatte kant overtog showet og lysten til at afslutte, men han skød lige forbi City-målet tre gange.
Man savnede i første halvleg det etablerede angrebsspil hos Real Madrid, som holdet tidligere har demonstreret på skønneste vis. Men holdet manglede i den periode idéer og selvtillid.
Real Madrids træner José Mourinho kan med sejren ånde lettet op, efter han har været ude at beklage sin nød. Han var blandt andet dybt skuffet over sit mandskab efter lørdagens 0-1-nederlaget til Sevilla.
Den tidligere Chelsea-manager udtalte, at han ikke havde et hold, og at han gerne ville skifte halvdelen af spillerne ud i pausen.
Måske var det derfor, at den normale stamspiller Sergio Ramos overraskende sad på bænken til kampen mod City.
I stedet for den spanske landsholdsspiller Ramos begyndte den 19-årige uprøvede franskmand Raphaël Varane i midterforsvaret ved siden af Pepe.
I den anden kamp i gruppe D vandt tyske Borussia Dortmund 1-0 hjemme over hollandske Ajax Amsterdam.
/ritzau/