Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo giver nu for første gang lyd fra sig, efter de seneste dages røre om hans person.
Ronaldo sagde søndag, at han føler sig trist til mode i Real Madrid, og det har sat gang i spekulationerne om årsagen til hans dårlige humør.
Et af de varmeste bud har været, at Cristiano Ronaldo håber at score sig en bedre kontrakt, men det afviser han tirsdag aften på sin Facebook-profil.
- At jeg føler mig trist og har givet udtryk for det har skabt stort røre. Jeg anklages for at ville have flere penge, men en dag vil det komme frem, at det ikke er tilfældet.
- Lige nu vil jeg bare garantere alle Real Madrid-fans, at min motivation, dedikation, engagement og begær efter at vinde alle turneringer ikke er påvirket, lyder budskabet.
- Jeg har for meget respekt for mig selv og for Real Madrid til nogensinde at give klubben mindre end det, jeg er i stand til, skriver Cristiano Ronaldo.
Verdensstjernen forbereder sig i øjeblikket sammen med det portugisiske landshold på to VM-kvalifikationskampe den kommende uge.
På fredag møder EM-semifinalisterne Luxembourg på udebane, mens det fire dage senere gælder opgøret mod Aserbajdsjan.
/ritzau/