Efter endt landsholdsaktivitet skriver den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo på sin Facebook-profil, at han udelukkende koncentrerer sig om at vinde kampe for Real Madrid og ikke om at få en ny, forbedret kontrakt.
Sidstnævnte har ellers været det helt store emne i spansk fodbold på det seneste, efter at Ronaldo i forbindelse med en ligakamp mod Granada tidligere på måneden udtalte, at han var "trist af professionelle årsager".
- Jeg vil gerne slå fast engang for alle uden at være bekymret om kontrakter, at mit fokus udelukkende er på at vinde alle kampe og alle trofæer i samarbejde med mine holdkammerater og alle klubbens fans, skriver Ronaldo.
Angriberen scorede to mål i 3-0-sejren over Granada, men portugiseren fejrede ikke scoringerne på vanlig vis. Faktisk så han bare trist ud.
Efterfølgende sagde Ronaldo, at klubben godt kendte årsagen til den manglende fejring, hvilket straks satte rygter i gang om, at Ronaldo var utilfreds og ville væk fra Madrid-klubben.
/ritzau/