Midt i valgkampen har Mitt Romney fået ørerne godt og grundigt i maskinen på grund af en lækket videooptagelse, hvor han lægger sig ud med næsten halvdelen af vælgerkorpset i USA.
Men republikaneren forsvarer sig med, at det var en uforberedt bemærkning, da han omtalte 47 procent af vælgerne som "afhængige af det offentlige".
- Det er ikke elegant formuleret, siger Romney natten til tirsdag dansk tid ifølge avisen Washington Post.
Den succesrige og stenrige forretningsmand understreger dog samtidigt, at han har en helt anden samfundsopfattelse end præsident Obama, og at han langt foretrækker frie markeder og frie borgere over et statsstyret USA.
Den skjulte videooptagelse, som har kastet Romney i ilden, stammer fra et privat møde bag lukkede døre med velhavende republikanske støtter.
Her håner han præsident Obamas tilhængere og stempler dem som folk, der lever af det offentlige og ikke betaler indkomstskat.
- 47 procent af dem, der støtter ham, er afhængige af det offentlige, betragter sig selv som ofre, og mener, at regeringen er forpligtet til at tage sig af dem, siger Romney på videoen ifølge nyhedsbureauet AFP.
BBC's korrespondent i Washington, Adam Brookes, mener, at den lækkede video risikerer at blive et alvorligt tilbageslag for Mitt Romneys præsidentambitioner.
Republikaneren kæmper i forvejen med et renommé som overpriviligeret rigmand, der ingen forstand har på dagligdagens udfordringer for den gennemsnitlige vælger.
Demokraterne har brugt enhver lejlighed til stemple Romney som en virkelighedsfjern Joakim von And-type, og Obamas kampagnestab har da ikke ladet den nye anledning til at kaste sig frådende over Mitt Romney gå fra sig.
- Det er vanskeligt at være præsident, når man så foragtende afskriver halvdelen af nationen, siger Obamas valgkampleder, Jim Messina, om den lækkede Romney-video.
Videoen er dukket op på en venstreorienteret side på internettet kun 50 dage før præsidentvalget, som finder sted den 6. november.
/ritzau/