Mitt Romney og hans kampagnestab offentliggør detaljer om Romneys skatteindbetalinger.
Romney er de amerikanske republikaneres udfordrer til USA's demokratiske præsident, Barack Obama, ved valget i november.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Romney-lejren med skatteoplysningerne forsøger at imødegå anklager fra Obama og den demokratiske lejr om, at Romney har været tilbageholdende og hemmelighedsfuld, når det gælder skatteoplysninger.
Romneys kampagnelejr siger nu, at Romney i 2011 betalte 14,1 procent af en indtægt på 13,6 millioner dollar i skat.
Videre siger Romney-kampagnen, at den vil fremlægge oplysninger om hans skattebetaling i de 20 år frem til 2009.
Her har Romney, der er meget velhavende, ifølge de foreløbige oplysninger betalt i gennemsnit 20,2 procent i skat.
Den laveste skat, han betalte i perioden, var et år, hvor han slap med 13,6 procent i skat.
/ritzau/AFP