Rolling Stones: Parken, København, søndag aften
Af Mads Jensen, maje@avisen.dk
Lad os slå én ting fast. Rygterne om Keith Richards begyndende nedtur er grebet ud af den blå luft. Da Der Riffmeister tonstungt, benhårdt og halvt i knæ fyrede sin første guitarsalve ud mod de 44.000 publikummer i Parken lignede han, bevares, ikke en vårhare, men han lød som en sulten, ung mand, der skulle overbevise alverden om bandets kvaliteter. Det skulle ellers ikke være nødvendigt al den stund, at mange på langsiderne havde blødt 1500 kroner for en billet.
Og Rolling Stones har da også igennem en lang og ujævn, men først og fremmest svimlende 47-årig karriere slået deres navn fast som the greatest rock n roll band in the world . Den status stod bøjet i neon efter den bedste Stones-koncert denne signatur har oplevet. Bandet har spillet de lumske stadionkoncerter i fire årtier og har efterhånden fundet den magiske formel.
Kålhøgen hane
Med tilpas underspillede visuelle virkemidler, en kæmpestor og skarp storskærm og en glimrende lyd, har de rammerne til en brag af en koncert. Og når så spilleglæden og skarpheden lyser ud af bandet på en lun sommeraften - Keith Richards smilede såmænd et par gange til Mick Jagger og klappede ham kærligt i nakken - er de ganske enkelt uden for konkurrence, når det kommer til stadionkoncert-genren. Ikke mindst fordi bandet tør udforske de mere perifere egne af det ærefrygindgydende sangkatalog og i løbet af to timer levere overlegne lektioner i både rock, soul, blues og country.
Ellers var alt ved det gode, gamle. Keith Richards og hans partner in crime Ronnie Wood leverede kant og kraft med smøger og grin i de plovfurede ansigter og 66 (!)-årige Charlie Watts bankede i trommerne med sit Mona Lisa-smil. Så var der Mick Jagger. Mick Jagger var også, som Mick Jagger altid er. Heldigvis har han droppet spandexbukserne og de overdrevne scenekostumer, men han spankulerer og løber stadig rundt som kålhøgen hane i hønsegården. Det klædte faktisk voldsomt den ældre herre, da han i et par stille numre iførte sig guitar og fokusering. Forhåbentligt et forvarsel om, hvordan Rolling Stones kan tage sig ud ud, når de bliver gamle.....
For vi kan ikke undvære dem.