Situationen i det krigshærgede Syrien forværres dag for dag, og behovet for humanitær hjælp er katastrofalt højt.
I haver og parker overalt i Damaskus har fordrevne indbyggere slået sig med de få ejendele, de kunne bære, da de blev tvunget ud af deres hjem.
Det fortæller Dansk Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl på en telefon fra hovedstaden.
- Vi oplever, at den humanitære situation forværres hvert øjeblik. Krigen er blevet meget mere brutal. Alene i Damaskus er der bombninger og kampe hver eneste nat og hver eneste dag.
- Antallet af fordrevne er samtidig steget voldsomt den sidste tid. Her er fyldt med mennesker, der ingen steder har at være. På vores hotel sover folk nede i receptionen, og sådan er det overalt, siger han.
Anders Ladekarl ankom lørdag til Damaskus sammen med katastrofechef Arne Vågen. De ser tydeligt en forværring af landets tilstand.
- Hvor det for et par måneder siden var kampe fra hus til hus så at sige, er der nu mortergranater, jagerfly og helikoptere, og det vil jo sige, at ødelæggelserne er mere omfangsrige. Der er kvarterer, som stort set er lagt helt ned, siger Anders Ladekarl.
Selve sundhedssystemet er mange steder også brudt fuldstændig sammen. Røde Kors er nu i gang med at retablere og etablere en række nye klinikker, der kan levere en smule sundhedsydelse.
- Men også de er ved tør for forsyninger, fortæller Anders Ladekarl.
Den helt store udfordring for hjælpeorganisationen er, at de nødstedte hele tiden flytter sig, forklarer han.
- Hvor det i går var sikkert, er ikke nødvendigvis sikkert i dag. Og det er jo også noget af det uhyggelige ved den her konflikt. Der er ikke en bestemt "kampzone", men der kæmpes alle mulige steder.
- Så vi skal være meget mere mobile og fleksible i den måde, vi organiserer hjælpen på. For vi skal ud til folk, hvor de er, og de bevæger sig hele tiden. Vi skal etablere mindre og flere steder, fordi konflikten er så spredt. Det er virkelig en stor udfordring, siger han.
Røde Kors-cheferne er i landet for besøge de mange frivillige, der hver dag sætter livet på spil for at hjælpe. Samtidig håber han på at få et overblik over situationen, så den rette hjælp kan etableres.
/ritzau/