Gravide malere kan blive fraværsmeldt i deres graviditet, så ufødte fostre undgår påvirkning fra giftige dampe og kemikalier.
De samme dampe og giftstoffer arbejder mange gravide frisører i, men de har ingen lovgivning, som beskytter dem. Inger Støjberg har ikke tænkt sig at give frisørerne en mere beskyttende lov. Det får oppositionen op i det røde felt.
"Det er uacceptabelt og skræmmende, at vi på et dansk arbejdsmarked i 2011 kan have forhold som disse. Længere er den potte ikke. Jeg vil nu tage det op med ministeren," siger Torben Andersen, arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne.
Fuld fart på
SF er forarget over, der ikke er nogen lovgivning og mener, det er uacceptabelt, at beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V), ikke vil handle.
"Det er meget centralt at beskytte et ufødt foster. En frisør skal simpelthen ikke løbe den risiko," siger arbejdsmarkedsordfører for SF, Eigil Andersen.
Han vil have indført de samme regler for frisører, som også beskytter gravide malere.
"Frisørerne skal have et lignende system. Og der skal fuld fart på. Der skal gøres noget nu, også fra Støjbergs side," siger Eigil Andersen.
Socialdemokraterne og SF står side om side med både Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der også kræver svar fra ministeren.
Også DF har meldt ud, at forholdene for de gravide frisører skal forbedres nu.