Det er ikke manglende indsats, der er skyld i, at Alberto Contador endnu ikke har haft den røde førertrøje på i Vuelta a España.
Igen og igen har Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytteren forsøgt at ryste den førende landsmand Joaquim Rodriguez af sig på de hårdeste stigninger - uden resultat.
Og nu er Contador ved at løbe tør for muligheder i løbet, der slutter søndag. Faktisk mener Rodriguez kun, at Contador har én chance tilbage.
Katusha-rytteren mener, at tingene bliver sat på plads på lørdagens etape op til det 2265 meter høje bjerg Bola del Mundo.
Her venter - ud over to kategori 1-bjerge og et enkelt kategori 2-bjerg - en afsluttende stigning på knap ni procent over de sidste 11,4 kilometer.
- Han har ét sidste kort at spille ud, og han har tidligere været i mere vanskelige situationer end denne, og jeg håber, at jeg rammer hans niveau der, siger Joaquim Rodriguez ifølge cyclingnews.com.
33-årige Rodriguez har fulgt Contador som en skygge, men indrømmer, at han har været tæt på at knække undervejs i dette års løb.
- Tit har jeg måttet lide meget for at komme på hjul af ham, når han har angrebet. Det var værst ved Lagos de Covandonga, da Alejandro Valverde og Nairo Quintana ikke gik efter ham og efterlod mig hængende et kort øjeblik, siger Katusha-rytteren.
Joaquim Rodriguez har et forspring på 28 sekunder til Alberto Contador inden de fem sidste etaper.
/ritzau/