Den australske musiker og rockveteran Nick Cave lægger turen forbi København til efteråret.
Nick Cave & The Bad Seeds skal på en otte uger lang turné i Europa, og i den forbindelse skruer de op for musikken i Royal Arena. Det sker 20. oktober, oplyser Ørestad-arenaen på sin hjemmeside.
Det er første gang, at det danske publikum får mulighed for at opleve sange fra det nyeste album "Skeleton Tree" live sammen med tidligere hits fra Nick Cave & The Bad Seeds.
Albummet er blevet rost af anmeldere verden over. Det er uden omsvøb et sorgbearbejdende album for Nick Cave i kølvandet på sønnens tidlige død.
Den 15-årige Arthur Cave døde i 2015. Han blev fundet ved foden af en klippe i Brighton i England.
"Skeleton Tree" er Nick Cave & The Bad Seeds' 16. studiealbum. Det blev udgivet i september sidste år og har et dansk islæt.
Den danske sangerinde og sopran Else Torp har således lagt vokal til sangen "Distant Sky".
Nick Cave & The Bad Seeds turnerede senest i Europa i 2014. De har blandt andet givet koncert i Falconer Salen og på Northside Festival.
Med koncerten til oktober bliver Nick Cave & The Bad Seeds endnu et kæmpe navn på Royal Arenas plakat.
Metallica har netop givet koncerter i arenaen, der i løbet af de kommende måneder huser Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D, Drake, Brune Mars og Céline Dion.
Det australske rockikon giver koncert, dagen før stjernen Lady Gaga indtager Royal Arena.
Billetter til Nick Cave & The Bad Seeds kan købes fra 17. februar.
/ritzau/