Den 37-årige skuespiller Robert Hansen synes forfulgt af uheld. For to år siden blev han opereret i hjertet, og lige nu er han indlagt på Rigshospitalet med en hjerneblødning, skriver BT.
- Robert troede selv, at der var tale om det, man kalder "en frossen skulder", og han havde været plaget af smerterne et stykke tid. Men det viste sig at være noget værre, fortæller Steen Hassing, Robert Hansens agent.
Robert Hansen blev indlagt mandag i sidste uge og måtte aflyse sit engagement i Pejsegårdens show "Pejsen går i luften".
På Rigshospitalet kunne man konstatere, at det ikke var en "frossen skulder", men en hjerneblødning.
Steen Hassing fortæller til BT, at Kærlighed ved første hik-skuespilleren har sin nærmeste familie omkring sig, og at lægerne siger, at han er i bedring:
- Han kan bevæge sig, og han kan snakke. Men det er klart, at de (lægerne, red.) er ekstra opmærksomme i denne her situation på grund af det, han har haft med hjertet.
Robert Hansen gennemgik i april 2015 en otte timer lang hjerteoperation, efter lægerne havde konstateret, at han havde en livstruende rift i hjertets kranspulsåre.
Det vides ikke, hvornår Robert Hansen kan udskrives fra hospitalet.