Et studie fra britiske Cancer Research UK viser, at risikoen for at få kræft vil stige voldsomt for kvinder de kommende 20 år.
Det skriver den engelske avis The Guardian.
Fedme, rygning og alkohol vil være de største årsager til stigningen, som vil betyde væsentlig flere tilfælde af kræft i bugspytkirtlen, livmoderhalsen og æggestokkene.
Forskerne forudser også en stigning af kræfttilfælde blandt mænd, men mens der ventes en halv procent flere kræfttilfælde hos mænd, ventes der tre procent flere kræfttilfælde hos kvinder.
- Det er bekymrende, at tallene ser ud til at stige så meget for kvinder, særligt fordi så mange af kræfttilfældene kan undgås. For eksempel kunne to ud af fem tilfælde af brystkræft i Storbritannien blive forhindret, hvis kvinder opretholdt en sund livsstil og vægt, siger informationschef i den internationale organisation World Cancer Research Fund Sarah Toule ifølge Jyllands-Posten til The Guardian.
De kedelige statistikker viser, at der på verdensplan i disse år dør omkring otte millioner mennesker årligt af kræft, mens 7,4 millioner mænd og 6,7 millioner kvinder på verdensplan diagnosticeres for kræft hvert år.
Chefen for Cancer Research UK, Sir Harpal Kumar, siger ifølge Jyllands-Posten, at udviklingen vil føre til krav om en hurtigere diagnosticering samt behandling af sygdommen. Målet inden 2034 er, at tre ud af fire vil overleve en kræftsygdom.