Tempelriddernes Skat II
Instr. Giacomo Campeotto
Filmen er anmeldt af Anna-Dea Fredensborg, 12 år
Sidste år fik vi første eksemplar af denne danske spændingsfilm, som selv jeg ikke syntes var for barnlig, på trods af at den faktisk handlede om skattejagter. Nu fortsætter succesen, men denne gang handler det om jagten på en kidnappet far og den gyldne gral (den kop, som Jesus drak af).
Som i den forgængeren er Katrine (Julie Gruntvig Wester) og hendes historisk interesserede venner ikke bange for selv at opklare mysteriet. Det er nemlig Det Sorte Broderskab, der har nappet Katrines far (Peter Gantzler), der jo også er Bornholms helt egen ridder. Børnene sejler derfor til Gotland for at finde ham. Her bor Katrines fætter, Sven (David Owe) tilfældigvis også.
I byen kører der et middelalder-rollespil, så alle går rundt i noget meget mystisk, gammeldags tøj. Da børnene endelig får øje på Det Sorte Broderskab, spolerer fætter Sven det hele for dem, fordi han tror, det er en leg.
Ridder i bil
Men selv for David Owe bliver det alvor. Nu går flugten, og man kan snildt leve sig ind i filmen, der skifter mellem at være ret spændende og også handle lidt om kærlighed, fordi Katrine nu er 14 år og gerne vil prøve at kysse fodbolddrengen Mathias (Niklas Svale Andersen).
Nørden Nis (Christian Heldbo Wienberg) ved til gengæld en masse om både Kong Valdemar, en gammel skat og en ung pige, der engang blev muret inde. Det er lidt for overdrevet. For eksempel siger han, at de bare skal finde pi (altså tallet 3,14) i en gammel rundkirke for at løse gåden. Det bliver nogle gange alt for kompliceret til hele familien.
Der er mange sjove scener, det var de ældre biografgængere også med på. Jeg kunne høre deres latter rimelig tit og var også selv med på en griner, da der for eksempel bliver gjort grin med Bubber, eller da Katrines far hopper i sit ridderagtige stormester-kostume og drøner af sted i en splinterny bil.
Jeg synes, at skuespillerne spiller godt, men i starten kan man høre, at det, de siger, kommer fra manuskriptet og ikke fra hjertet. Men instruktøren er altså ikke for skarp, for slutningen er fuldstændig kopieret fra ?Klatretøsen’.