Chris Anker Sørensen har massiv opbakning fra sin chef Bjarne Riis til at jagte den prikkede bjergtrøje i årets Tour de France.
- Jeg synes, det kunne være vildt fedt, og jeg så det gerne ske. Det er da noget, jeg har snakket med Chris om.
- Det er en spændende ting, vi prøver at kigge på. Det kræver en rigtig taktik, og jeg har det sådan, at hvis man kører efter den, så er der også andre muligheder, der åbner sig, siger Bjarne Riis til sporten.tv2.dk.
Hammel-rytteren er i disse dage på Sicilien, hvor han triller op og ned ad vulkanen Etna som forberedelse til Schweiz Rundt.
Tour de France bliver en helt anden oplevelse for Team Saxo Bank i år. Modsat tidligere år råder Bjarne Riis ikke over en rytter, som kan vinde løbet.
Derfor er der frihed til, at andre ryttere kan prøve talenterne af.
- Det bliver faktisk en fed udfordring. Jeg ser lidt frem til at prøve det. Selvfølgelig havde jeg helst set noget andet, men det er jo ikke sådan.
- Vi er klar til den udfordring. Det kan godt vise sig at blive spændende, og vi kommer til at være med - endnu mere end vi så i Giroen, siger Bjarne Riis.
Chris Anker Sørensen, som i 2010 vandt en etape i Giro d'Italia, har endnu til gode at vinde en etape i Tour de France.