Ritzau
Opdateret kl. 13:56
Sommeren er på vej.
Men danskerne skal huske forsamlingsforbud og restriktioner, lyder det fra rigspolitichef Thorkild Fogde på et pressemøde mandag i Eigtveds Pakhus i København.
Forsamlingsloftet er hævet, og det betyder, at 75 personer må mødes udenfor, og 25 må mødes indenfor i offentligt tilgængelige lokaler.
- Det er vigtigt, at man er opmærksom på forsamlingsforbuddet. Vi udsteder stadig bøder, hvis man ikke overholder forbuddet, siger Thorkild Fogde.
Han varsler samtidig, at politiet i den kommende tid vil holde øje med særlige områder - kaldet hotspots - hvor mange forsamles.
- Vi fører tilsyn med områder, hvor mange samles, og opfordrer fortsat til, at man lader være med at tage derhen, hvor alle andre også er, siger han.
Også brugen af coronapas i restaurationslivet fungerer rigtig godt, pointerer Torkild Fogde.
- Meldingen fra politikredsene er, at det generelt fungerer godt med de erhvervsdrivendes håndhævelse af coronapasset.
- Der er ingen restaurantører eller ejere af fitnesscentre, der ønsker, at en smitteklynge skal opstå fra hans eller hendes virksomhed, siger han.
Politiet modtager stadig mange henvendelse fra borgere, som observerer, hvis der er brud på restriktioner. Særligt efter genåbningen er borgerne meget opmærksomme på håndhævelsen af regler, lyder det fra Thorkild Fogde.
- Borgerne henvender sig meget, hvis de ser noget, som ser mistænkeligt ud. Ved sådanne henvendelser tager vi ud og taler med den enkelte restauratør eller fitnesscenter og i langt de fleste tilfælde har de styr på det, siger han.
/ritzau/