Ejeren af Grenaa Motorfabrik, Ebbe Sørensen, har købt det historiske badehotel Hotel Grenaa Strand.
Ebbe Sørensen har købt badehotellet for 5,8 millioner kroner, og vil ifølge Randers Amtsavis istandsætte det gule palæ og føre det tilbage til sit oprindelige virke som badehotel.
- Det er en fantastisk bygning, og jeg har først og fremmest købt den, fordi jeg synes, der skal blive ved med at være hotel her.
- Og så bliver det et sjovt, spændende og stort projekt, siger Ebbe Sørensen til Randers Amtsavis.
Betragter man det 900 kvadratmeter store hotel udefra er det indbegrebet af et badehotel. Hotellet er i fin stand, men det er slidt og trænger til en kærlig hånd.
Hotellet vil være lukket, mens det sættes i stand, og Ebbe Sørensen håber, at hotellet kan åbne i maj.
- Idéen er, at det skal være hotel med morgenmad, og så må vi se, om det også bliver med selskaber og fester, siger Ebbe Sørensen.
Hotel Grenaa Strand er bygget i 1912 og blev senest i 40 år drevet af Roal og Lise Vetter.