Da Restaurant Brasserie Bordeaux i Odense kort før jul gik konkurs, var årsagen til kollapset ifølge Fyens Stiftstidende stor gæld til Gældsstyrelsen.
Bordeaux ApS var blot et ud af fire selskaber fra samme koncern, der gik konkurs samtidigt, og nu har avisen fået aktindsigt i sagen.
I alt er fire selskaber i samme koncern involveret i konkursen. Alle med forretningsmanden Morten Bang som ene- eller hovedejer.
Meget tyder på, at konkursen efterlader en samlet gæld på omkring ti millioner kroner til leverandører og skattevæsen.
Dertil kommer en endnu ikke opgjort gæld til de i alt 74 ansatte.
Desuden har Morten Bang oplyst, at han selv har cirka 5,5 millioner kroner til gode i virksomhederne, skriver Fyens Stiftstidende.
Det var Gældsstyrelsen, som fik konkurs-lavinen mod Morten Bangs fire selskaber til at rulle.
Den odenseanske forretningsmand har mange jern i ilden og driver ifølge avisen "mange andre virksomheder og ejer blandt andet en del ejendomme".