Hvis Demokraternes kandidat, Hillary Clinton, vinder det amerikanske præsidentvalg i november, kan den republikanske kandidat, Donald Trump, ikke love, at han vil acceptere resultatet.
Under den tredje og sidste tv-duel mellem præsidentkandidaterne natten til torsdag dansk tid nægtede Donald Trump nemlig at svare på, om han vil anerkende resultatet, hvis amerikanerne ikke vælger ham som præsident.
Men nu slår den republikanske nationalkomité fast, at partiet vil acceptere valgresultatet ved det amerikanske præsidentvalg. Det siger komitéens talsmand Sean Spicer ifølge AP
- Vi kommer til at respektere folkets vilje, siger Sean Spicer.
Det republikanske parti modsiger Trump, fordi det absolut ikke ønsker et opgør med det politiske system, siger Peter Kurrild-Klitgaard.
Han er USA-ekspert og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
Peter Kurrild-Klitgaard kalder det "usædvanligt", at Trump sår tvivl om valgresultatet, endnu inden vælgerne har været i stemmeboksen.
- Det er ikke sket før i moderne politisk historie. Der er intet, der tyder på valgsvindel, så det er en ganske usædvanlig udmelding, siger Peter Kurrild-Klitgaard.
Han vurderer, at Trump-udmeldingen risikerer at opildne nogle til at lade deres utilfredshed over resultatet komme til udtryk efter valget.
Også republikanske senatorer opfordrer Trump til at acceptere valgresultatet, uanset hvilken side det falder ud til.
Blandt andre Lindsey Graham, som er senator i South Carolina, siger, at "Trump gør landet og partiet en stor bjørnetjeneste" ved at påstå, at valgsystemet er manipuleret. Det har Trump de seneste dage gentagne gange påstået.
Ved nattens tv-debat skød republikanernes kandidat også efter medierne
- Medierne er så uærlige. De forgifter vælgernes hjerner, men jeg tror, at de (vælgerne, red.) kan gennemskue det, sagde Trump.
/ritzau/