Ministeren skal tage forskerpris fra Milena Penkowa.
Det mener rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet, der skriver, at "indstillingen var et fejlskøn".
Han har nu sendt en et brev til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), hvor han skriver, at der ikke længere er grundlag for at give den dømte hjerneforsker den prestigefyldte Eliteforsk-pris.
"Med den endelige dom er det KU's (Københavns Universitet, red.) vurdering, at grundlaget for indstillingen er bortfaldet," skriver rektor Ralf Hemmingsen til ministeren.
Brevet kommer efter Milena Penkowa nu har accepteret sin dom i Byretten for underslæb, dokumentfalsk og falsk anklage mod en studentermedhjælper.
Fupforskeren brugte 27.000 kroner øremærkede forskningpenge til private formål. Samtidig forfalskede Milena Penkowa dokumenter, så det så ud som om, det var studenterhjælpen, der havde taget af kassen.
Prisen og de medfølgende 1,1 millioner kroner blev overrakt i 2009 af kronprinsesse Mary og tidligere videnskabsminister Helge Sander (V), der er personlig ven med Milena Penkowa.
Det er nu op til videnskabsministeren, om Milena Penkowa skal fratages prisen.