Hviderusserne blev søndag bedt om at gå til stemmeurnerne for at vælge en ny nationalforsamling efter en valgkamp, der betegnes som den hidtil hårdest censurerede i de 18 år, hvor præsident Aleksander Lukashenko har været ved magten.
Oppositionen har opfodret landets 9,5 millioner indbyggere til at boykotte valget.
- Gå ud og pluk svampe eller kog en rødbedesuppe. Alt andet end at stemme, lyder opfordringerne fra de to største oppositionspartier.
Lukasjenkos allierede har i dag fuld kontrol over alle de 110 pladser i parlamentet og valget vil ikke gøre nogen forskel.
Oppositionspolitikere og partier chikaneres eller holdes helt ude af valget. Hvis nogen tilkendegiver deres utilfredshed, ryger de i fængsel og stemples som fjender af staten. Lukasjenko, der omtales som Europas sidste diktator, giver ikke ved dørene.
Oppositionen siger, at regimet også svindler og fusker under stemmeafgivningen og ved optællingen af stemmerne - i mange tilfælde helt utilsløret.
En af de mest kendte oppositionspolitikere, Aleksandr Milinkevitj, er ikke med på nogen stemmeseddel på grund af en påstået "procedurefejl" på hans opstillingsansøgning.
To andre oppositionspartier, Folkefronten og Det Civile Enhedsparti, har trukket sig helt ud af valget med begrundelsen, at der ikke er tale om noget valg.
Det kom til voldsomme sammenstød i hovedstaden Minsk ved præsidentvalget for to år siden.
Tusinder af oppositionsfolk protesterede mod valgresultatet, og hundredvis blev anholdt og adskillige blev idømt lange fængselsstraffe, hvilke førte til en række nye sanktioner fra EU.
International isolation har kostet Hviderusland dyrt. Økonomien hænger i laser, og landet undgår kun økonomisk kollaps, fordi Rusland forsyner landet med olie og gas til langt under verdensmarkedspriser.
/ritzau/dpa