Der er bedring på vej for Europas trængte økonomi. I hvert fald ifølge EU's økonomikommissær, Olli Rehn, der under weekendens uformelle Ecofin-møde på Cypern giver en forsmag på EU-Kommissionens næste økonomiske prognose, der kommer til november.
- Vi kan allerede nu sige, at vi forventer, at bedringen sætter ind til næste år. Men det bliver en mere gradvis bedring, end vi hidtil har forudset, siger Rehn under et pressemøde efter afslutningen af mødets førstedag.
Mødet på Cypern bliver holdt på en sjældent udramatisk baggrund med betydeligt mindre markedspanik end ved de seneste par års øvrige møder i kredsen af euro- og EU-landenes økonomi- og finansministre.
Det tilskrives blandt andet Den Europæiske Centralbank, ECB's beslutning i sidste uge om, at den er klar til at foretage støtteopkøb af statsobligationer fra eurolande, der formelt er på støtten.
Men det tyske medlem af ECB's bestyrelse, Jörg Asmussen, maner på samme pressemøde til besindighed og advarer mod, at man nu læner sig tilbage og slapper af.
Asmussen understreger, at finansmarkederne stadig "er skrøbelige", at væksten i bruttonationalproduktet i de 17 eurolande stadig må forventes at være negativ i år, og at der stadig er alvorlige risici for de europæiske økonomier.
Ifølge Asmussen er "bolden nu på regeringernes banehalvdel" for at få gennemført de ting, de har besluttet og lovet.
/ritzau/