Hvis du er kunde hos landets to største pensionsselskaber, PFA og Danica, har du god grund til at ærgre dig.
Pensionsgiganternes kunder er nemlig gået glip af formuer, fordi selskaberne har taget penge fra nogle kunder og givet dem til andre. Det skriver Børsen.
Skaden er sket, når kunder i Danica og PFA er gået fra en pensionsordning med årlig afkastsgaranti til en pensionsordning uden en garanti.
Når der sker sådan et skifte, har kunderne ret til at få en pose penge fra kundernes fælles pengekasse. Men nu viser det sig, at den betaling i en lang række tilfælde er alt for lille.
Problemet opstår, når man ikke regner beløbet ud for hver enkelt kunde, men i stedet udregnet et gennemsnit for en gruppe af kunder.
- Det gør man i Danica og i PFA. Så man kan sige, at størstedelen af de danske pensionskunder bliver ramt af et gennemsnit, hvorefter der i virkeligheden omfordeles mellem en gruppe mennesker, der har vidt forskellige produkter, vidt forskellige løbetider og vidt forskellige opsparinger, siger Steen Michael Erichsen, der er topchef i Nordea Liv & Penasion, til Børsen.
Han bekræfter, at mange kunder kan være gået glip af 100.000 kroner eller meget mere.
- Beløbene vil være væsentligt forskellige. Det er virkelig mange kunder, vi snakker om, understreger Nordea-chefen.
Invensures adm. direktør Søren Andersen siger, at det kan dreje sig om flere hundrede tusinde for den enkelte. Han gør opmærksom på, at de tabte penge er blevet omfordelt til andre kunder, som dermed har fået for mange penge.
Sagen er kommet frem, efter Finanstilsynet i sidste uge offentliggjorde en lovfortolkning, der pålægger PFA og Danica at skifte beregningsmetode og tage mere udgangspunkt i hver enkelt kunde.
Det er endnu uvist, om de to pensionsselskaber vil blive presset til at ændre metoden bagudrettet. I så fald skal selskaberne betale et milliardbeløb tilbage.
Ifølge Søren Anndersen fra Invensure kan det ende med at blive en meget uoverskuelig opgave.
- Selskaberne kan jo ikke hive penge tilbage fra dem, der har fået for meget. Hvis selskaberne selv skal betale for alle dem, der har fået for lidt, kan det blive rigtig mange penge, som de taber over night, siger han til Børsen.
Ifølge Børsen accepterede 28.000 kunder hos PFA at skifte i 2012. I Danica er 11.000 skiftet i 2012 og 2013.