Over 1300 danskere kan se frem til at få en check fra pensionsselskabet PFA. Det samlede beløb løber op på omkring fire millioner kroner, skriver PFA i en pressemeddelelse.
Tilbagebetalingen efter, at dagbladet Børsen mandag beskrev, hvorledes blandt andre PFA straffer de kunder, som vælger at gå på pension før tid.
Således har pensionsselskabet nu besluttet at tilbagebetale 1309 kunder de penge, som de er gået glip af i forbindelse med, at de har trukket sig ud af deres pensionsordninger i PFA før tid.
Koncerndirektør i PFA Lars Ellehave-Andersen erkender, at kunderne siden 2009 har fået mindre udbetalt i PFA i forbindelse med en tidlig pensionering, end de ville have fået udbetalt i et andet pensionsselskab.
- I de knap 500 tilfælde, hvor tilbagebetalingen drejer sig om mindre end 100 kroner, udbetaler vi 100 kroner. De resterende 825 kunder får i gennemsnit tilbagebetalt 4952 kroner.
- Tilbagebetalingen varierer fra godt 100 kroner til i nogle få tilfælde over 100.000 kroner. I alt skal vi tilbagebetale godt fire millioner kroner, siger Lars Ellehave-Andersen.
Kunder, der har penge til gode, vil blive kompenseret automatisk, og de vil få en henvendelse fra PFA.
Ifølge dagbladet Børsen går op mod 25 procent af alle pensionister på tidlig pension.
/ritzau/