Regnen har væltet ned over store dele af Danmark siden i går. Og de massive vandmængder skaber nu problemer mange steder.
Alene på Sjælland har Falck i løbet af natten og morgenen assisteret ved 136 vandskader, og det tal forventes at stige, når folk står op og opdager skaderne, oplyser Falcks kommunikationsmedarbejder Ida Fabricius til Newspaq.
"Det er primært vandskader, vand i kældre og trappeskater, vi har været ude til, men også kloarkdæksler, der er hoppet om, og afdækningsopgaver, hvor folk har opdaget, at taget er utæt," siger Ida Fabricius.
Værst ser det ud på Sjælland og i hovedstadsområdet, hvor mange vil stå op til en dag præget af oversvømmede kældre, utætte tage, væltede træer og kloakdæksler, der er blevet presset op af vandet.
Gennemsnitsnedbøren i juni måned er 55 mm, men alene siden i torsdag er der faldet 70 mm i Holbæk, og på Holbæk-motorvejen meldes der om store vandmængder på vejbanen.
Flere kommuner i Nordsjælland har aktiveret deres oversvømmelsesberedskab. Beredskabsstyrelsen Sjælland og det frivillige beredskab i Egedal Kommune lægger sandsække ud ved Stenløse Å, som truer med at gå over sine bredder.