Glæd dig bare til i morgen, hvor temperaturen kan ramme 27 grader med masser af sol, men derefter skal du nok lige tjekke garderoben.
Du får brug for badebukser, men i den grad også for paraply og gummistøvler.
Allerede natten til søndag vil det begynde at regne især i de sydlige egne af landet, skriver DMI, som bestemt heller ikke vil udelukke skybrud.
Og så fortsætter de kommende dage med varme, men også ustadigt vejr med både regn og byger.
Det er et højtryk nord for Skotland, der fjerner sig mod nordøst og i stedet bevæger et lavtryk fra Atlanterhavet sig op over Nordsøen fra sydvest. Lavtrykket sender varmere og mere ustabil luft ind over Danmark.
Fra søndag betyder det regn eller byger det meste af næste uge. Først sidst på ugen kommer der for alvor opklaring igen.
Lørdag tørt med en del sol de fleste steder. Temperaturer mellem 20 og 25 grader.
Søndag skyet med regn og byger fra sydvest, i de nordlige egne og på Bornholm dog lidt sol først på dagen. Temperaturer mellem 22 og 25 grader
Mandag skyet med regn eller byger, der kan være kraftige og med torden, men efterhånden også lidt eller nogen sol. Dagtemperaturer mellem 20 og 23 grader.
Tirsdag lidt eller nogen sol, men også byger, især i løbet af eftermiddagen og aftenen, de kan være kraftige og med torden. Temperaturer mellem 20 og 25 grader.
Onsdag mest skyet med byger, der kan være kraftige og med torden, men også mulighed for lidt sol ind imellem. Temperaturer mellem 18 og 23 grader.