En stribe eksperter skyder nu regeringens egen kritik tilbage, når det kommer til cigaretafgiften, som oppositionen vil indføre.
Regeringen har ellers ikke lagt fingrene i mellem. Socialdemokratiets og SF's sundhedsplan, hvor en andel af finansieringen skal findes i øget tobaksafgift, vil ikke føre andet med sig end massiv grænsehandel, mener regeringen.
Venstre mener således, at S og SF vil tabe de 900 millioner, som oppositionen ellers har proklameret at få i statskassen, hvis der kommer øget tobaksafgift.
Men tallene kommer ellers fra Skatteministeriet, skriver Politiken i dag. Og beregningerne for den øgede tobaksafgift stammer fra regeringens egen Forebyggelseskommission.
En række medlemmer undrer sig derfor nu over Skatteministeriets kovending i forhold til tallene.
"Forebyggelseskommissionen fik hjælp af Skatteministeriet, som lavede beregningerne for os, så derfor er vores arbejde baseret på deres beregninger og deres tal," siger kommissionens formand, professor Mette Wier til Newspaq.
Skatteministeriet har imidlertid efterfølgende ændret tallene. I rapporten om grænsehandel fra maj 2010 beskriver man nu, at små stigninger i afgifterne vil få grænsehandel og smugleri til at eksplodere, en såkaldt 'ketchupeffekt'.
Jes Søgaard er en af landets førende sundhedsøkonomer, og han mener, at regeringens argument med ketchupeffekten er overdrevet og spekulativt.
"Jeg mener ikke, at der er noget belæg for, at der vil ske en sådan effekt. Det er meget spekulativt, og jeg er slet ikke enig i vurderingen," siger Jes Søgaard til Newspaq.