En række fjernvarmeværker ødsler med forbrugernes penge.
Det er meldingen fra regeringen, der med en ny vækstplan for energi- og klimaområdet går til angreb på landets 400 fjernvarmeværker, som leverer varme til 1,6 millioner danske husstande og virksomheder, skriver Jyllands-Posten.
- Vi skal have kigget hele fjernvarmesektoren igennem for at se, hvor der kan spares og effektiviseres, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) til avisen.
Han forklarer skridtet med, at fjernvarmesektoren set fra hans stol kan drives langt mere effektivt og billigere.
Regeringen lægger op til, at landets fjernvarmeværker skal have fælles regler og regnskabsmetoder. Sektoren skal i det hele taget kulegraves, så man kan finde ud af, hvor der kan spares og skæres til, lyder det.
- Med den situation, vi har i Danmark i øjeblikket, bliver vi nødt til at få mere ud af mindre. Det er et vilkår for alle sektorer - også fjernvarmesektoren, siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) til Jyllands-Posten.
Hen peger på, at vejen til billigere varme kan være færre selskaber, som er mere effektive.
I fjernvarmebranchen er man ikke begejstret for regeringens planer.
Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, mener, at fjernvarmen især er blevet dyrere, fordi afgifterne på naturgas er steget.
/ritzau/