Regeringen og Socialdemokratiet er blevet enige om en aftale, der skal ændre reglerne for partistøtte. Reglerne pålægger partierne at oplyse informationer om de donationer, som partierne modtager.
I dag gælder reglerne partiernes landsforeninger. Regeringen og Socialdemokraterne ønsker nu at brede det ud til donationer, der gives i enkelte kredse eller til enkelte kandidater.
Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA). Ifølge ministeren skal aftalen skabe større åbenhed om den økonomiske støtte til partier.
- Vi har set på, hvad der kan binde de tre regeringspartier og Socialdemokratiet sammen i en god model, der samlet set rykker mod mere åbenhed, siger han.
Et element i de nuværende regler er, at partierne skal oplyse, hvem der giver donationer over 20.000 kroner. De skal dog ikke oplyse det præcise beløb.
Grænsen på 20.000 kroner bliver fremover pristalsreguleret - altså følge prisstigninger.
- Der har vi sagt, at den har ligget på det her niveau siden 1995, og så er det okay, at den bliver pristalsreguleret, siger Simon Emil Ammitzbøll.
- Det vigtige er, at der kommer mere åbenhed om de store beløb.
Kan jeg så fremover se, hvor meget donationer på mere end 20.000 kroner er på?
- Nej, det bliver ikke en del af aftalen. I dag kan man kun få åbenhed, hvis det er til landsforeningen. I fremtiden vil det også være til storkredsforeninger, kredsforeninger eller den enkelte kandidat.
Liberal Alliances gruppeformand, Leif Mikkelsen, har tidligere efterlyst større åbenhed i forhold til såkaldte erhvervsklubber. Klubberne modtager en række donationer, som de giver videre til partierne.
Dermed står klubben og ikke de oprindelige donorer som bidragydere.
Hvordan adresserer I erhvervsklubber i aftalen?
- Det er ikke noget, som vi specifikt gør, siger Simon Emil Ammitzbøll.
- Men jeg vil gerne opfordre de andre partier til at gøre som i Liberal Alliance. Vi har frivilligt valgt, at vores erhvervsklub bliver underlagt de samme regler som gælder partistøtte.
/ritzau/