Mandag købte Real Madrid den brasilianske superstjerne Kaka fra AC Milan og bare få dage efter fik den spanske storklub endnu et giganttilbud accepteret af Manchester United for at lokke Cristiano Ronaldo væk fra Nordengland.
Samlet har Real Madrid smidt mere end en milliard kroner for de to verdensstjerner, og de penge kan faktisk komme dansk fodbold til gode på samme måde, som da Chelseas nuværende ejer, Roman Abramovic i 2003 smed store summer efter flere verdensstjerner. Det siger i hvert fald spilleragenten Karsten Aabrink.
"Da Roman Abramovich kom til og smed kæmpe pengebeløb i markedet, startede det en karrusel, og jeg håber, at det samme sker denne gang. Det vil give spillere i næste geled mulighed for at komme videre," siger han ifølge spn.dk.
"Transfervinduet er startet mere stille, end det plejer, måske på grund af den økonomiske afmatning. Men jeg tror, at Real Madrids indkøb vil ændre det billede. Jeg ved, at mange klubber gerne vil foretage sig noget, men jeg ved også, at de skal sælge, før de vil købe," siger spilleragenten.
Også FC Københavns tidligere sportsdirektør, Niels-Christian Holmstrøm, tror Real Madrids milliarder får indflydelse på dansk fodbold.
"Det er en stor bølge, og når den rammer Danmark, så er den ikke længere så høj, men der er ingen tvivl om, at der er en effekt. Der kommer altid et spin-off på de store handler. Store penge kommer ind i fodbolden på denne måde, og de skal bruges igen," siger han.