Atletico Madrids stadion, Vicente Calderon, var i feststemning op til lokalbraget mod Real, men efter kun 30 sekunder blev slagsangene ændret til en spredt mumlen, da Raul søndag aften sendte gæsterne i front på et fornemt oplæg fra Robinho. Som så ofte før i denne sæson.
Og så viste Ruud van Nistelrooy igen, at han er i forrygende målform.
Rauls tilbagekomst
Det er ikke længe siden, at Real Madrids anfører, Raul, lignede en færdig mand blandt fodboldens største stjerner.
Men i sidste sæson kom Ruud van Nistelrooy til, og modsat Rauls tidligere makker, Ronaldo, så forstod hollænderen at udnytte Rauls spillestil optimalt, og Van Nistelrooy endte som bekendt som topscorer i Spanien.
Med tilgangen af træner Bernd Schuster, som satser 100 procent på Raul, og det faktum, at Robinho for alvor har slået igennem, har betydet, at Rauls scoringskvotient er steget drastisk. Han har scoret ni mål i denne sæson. Tre mindre end angrebsmakkeren Nistelrooy.
Atletico kom ellers flot tilbage efter den tidlige scoring, og to gange var de rød-hvid-stribede uheldige med at ramme overliggeren. Og så har Real Madrid selvfølgelig også Iker Casillas, som med flere fantastiske redninger lavede sin personlige protest mod, at han i den forgangne uge måtte se sig forbigået af Buffon i kåringen som verdens bedste målmand.
San Casillas, som han kaldes af Real-fans, har nu holdt buret rent i 568 minutter i træk, hvilket er personlig rekord.
Laudrup slog Poulsen
Lørdag aften fik Michael Laudrup og Getafe luft til bunden, da det lille Madrid-mandskab på hjemmebane besejrede Christian Poulsens Sevilla. Det så ellers ud til, at kriseramte Sevilla skulle stjæle det ene point kort før tid med udligningen til 2-2, men dybt inde i dommerens overtid slog indskiftede Cosmin Contra til og sikrede Getafe sejren, som sender holdet op på 10. pladsen. Fire point fra nedrykningsstregen.
Det hurtige Real Madrid-mål blev overgået andetsteds i Spanien. Sæsonens 20. runde af Primera Division fik en plads i historiebøgerne, da oprykkerne Valladolids Joseba Llorente efter kun syv sekunder af opgøret mod Espanyol kunne sende sit hold i spidsen. Det er det hurtigste mål i ligaens historie. Llorente blev også matchvinder da han scorede det andet mål i 2-1-sejren og indehaver af en spalte i historiebøgerne, da Valladolid besejrede Espanyol med 2-1.