Raser over forældre på ferie uden børn: "Burde skamme sig voldsomt!"
Børn skal holde ferie med deres forældre, lyder det fra Avisen.dk's læsere. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix/arkiv
Børn skal ikke i institution, mens forældrene holder ferie, mener et flertal af Avisen.dk's læsere.

Det er slet ikke i orden, at forældre sender deres børn i institution, mens de selv holder sommerferie.

Sådan lyder det fra et flertal af Avisen.dk's læsere i en afstemning på Facebook. Over 500 har deltaget i afstemningen, og i skrivende stund mener 430, at det ikke er ok, når forældre holder ferie uden deres børn.

"Børn har lige så meget brug for ferie, hvis man tror andet, er man yderst egoistisk og burde ærligt talt skamme sig voldsomt! De forældre burde fratages deres ferie og prøve på egen krop, hvordan det er at være på konstant UDEN nogen form for ekstra fri!" skriver Joan blandt andet i en kommentar på Facebook.

Debatten er blusset op, fordi DR har foretaget en rundspørge blandt alle landets daginstitutioner. 1.377 ud af 3.665 daginstitutioner har svaret, og blandt dem er det over halvdelen, der angiver, at de har børn, der ikke holder sommerferie.

Og det er noget, der har fået Avisen.dk's læsere til tasterne på Facebook.

"Man kan undre sig over hvorfor folk får børn, når de ikke gider være sammen med dem," skriver Jytte.

Og Ilse er enig:

"Nej, - det er ikke i orden. Institution er en "arbejdsdag" for mange børn og de har selvfølgelig også brug for ferie, at sove længe, morgen-hygge med far og mor - og bare være sammen med dem de elsker!" skriver hun. 

Et par dage kan være ok

Der er dog også dem, der mener, at det kan være ok, at forældrene tager et par dages ferie uden børn.

"Det kan være en rigtig god idé at tage en dag eller to for sig selv i starten af ferien, men det er som udgangspunkt ikke okay at parkere ungerne i en institution i hele sommerferien," skriver Christian. 

Og Lis er enig i, at et par dages ferie uden børn er helt ok.

"En dag eller 2 er sgu i orden. Masser af forældre har ikke mulighed for at være "sammen alene" i hverdagen - og "kærestedage" er måske en mangel i dagens Danmark....... Far og Mor har gavn af "en lille tid til hinanden" ..... i den sidste ende gavner det jo ungerne i det lange løb," skriver hun.

Du skal selv deltage i afstemningen og debatten i Facebook-opslaget nedenfor.