Rabobank handlede korrekt, da holdets ledelse sendte Michael Rasmussen hjem fra Tour de France.
Det fastslår den længe ventede Vogelzang-rapport, der er bestilt af Rabobank selv.
Rapporten retter dog også kritik af Rabobank s ledelse, der ifølge rapporten aldrig burde have taget den danske cykelrytter Michael Rasmussen med til Tour de France.
Årsagen til at Michael Rasmussen blev smidt ud, var at han havde løjet om sine såkaldte whereabouts forud for Tour de France. Det betyder, at Michael Rasmussen ikke var at finde på de adresser han havde opgivet til dopingmyndighederne, og på den måde sneg sig uden om flere dopingtests.
I sidste uge stod Michael Rasmussen frem og beklagede, at han havde løjet. Han sagde, at det udelukkende var af familiære årsager, at han ikke var i Mexico som han havde oplyst, og at han ikke havde i sinde at snige sig uden om dopingkontrollen, fordi han ikke har noget at skjule.