Randers FC fik oprejsning i Farum

Efter tre nederlag i træk var det vigtigt for kronjyderne at komme på rette spor mod FC Nordsjælland.

Før dagens kamp havde Randers vundet fire kampe og tabt fem, men fordi tre af nederlagene var kommet i de seneste tre opgør, begyndte krisetegnene så småt at melde sig for holdet.

Den tendens blev brudt lørdag, hvor Randers kom tilbage på rette spor med et enkelt point, som oven i købet blev hentet hos de danske mestre fra FC Nordsjælland.

Det glæder de sig over hos kronjyderne.

- Vi kom og skulle have lidt oprejsning og et godt resultat med hjem, og jeg synes, vi præsterer meget godt.

- Vi vidste, vi ikke ville have bolden meget, men vi kom frem til en del chancer, og med lidt held kunne vi godt have scoret et mål mere, siger Chris Sørensen.

Helten for Randers var Ronnie Schwartz, der scorede til 1-1 på et flot langskud. Han er også meget tilfreds med det ene point efter en stime, hvor Randers blandt andet har tabt hjemme til FCK efter to overtidsmål og fået en snitter på 4-0 i Aalborg.

- Det er utroligt vigtigt. Vi havde tre kampe uden sejre, og specielt FCK-kampen var hård for os. Det var fint med point i dag. Vi fulgte vores gameplan, og det var fortjent, vi fik point i dag, siger Ronnie Schwartz.

Et nederlag i Farum kunne have sendt Randers tættere på bundstriden, men i stedet rykker holdet med det ene point op i den bedste halvdel inden søndagens kampe.

- Vi stod godt på banen, og så kunne FC Nordsjælland ikke kreere de store chancer. Med lidt held kunne vi også have scoret et mål mere på vores omstillinger.

- Tre nederlag sætter sine spor, men det er stærkt at få et point herovre, siger Ronnie Schwartz.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.