De Radikale overtrumfer nu regeringens uddannelsesmål.
Hvor V og K vil have 50 procent af en ungdomsårgang igennem en videregående uddannelse, skruer De Radikale i en ny uddannelsereform nu det tal op til 60 procent. Samtidigt skal 25 procent tage en længere videregående uddannelse, lyder det.
Det skriver Jyllands-Posten.
"Vi kommer til at mangle op mod 150.000 personer med videregående uddannelser på det danske arbejdsmarked i 2020. Derfor skal vi uddanne lærere, pædagoger, ingeniører, læger og hver der ellers bliver efterspurgt på arbejdsmarkedet," siger R-formand Margrethe Vestager til Jyllands-Posten.
De 10.000 ekstra studiepladser, som det vil kræve, skal finansieres ved en efterlønsreform, kortere dagpengeperiode, forhøjet pensionsalder. I alt tre milliarder kroner.
"Vores forslag er ikke afhængigt af, at vi skal hæve boligskatten," fastslår Margrether Vestager over for Jyllands-Posten.
Forslaget glæder Dansk Industri (DI), der dog understreger, at det kræver, at der er penge til de flere studerende.
"Hvis ikke vi holder fast i kvaliteten på universiteterne, mister vi det konkurrenceparameter," siger forskningspolitisk chef i DI, Charlotte Rønhof, til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten